Fairbrothers

Byens bedste britiske Fish and Chips

Fairbrothers bruger torsk i deres Fish & Chips. I visse perioder bruger køkkenet også kuller, da nogle årstider giver kulleren bedre betingelser end torsken. Fun fact: I England er valget i mellem torsk og kuller genstand for nærmest religiøse diskussioner. I nord spiser man kuller og i syd foretrækker man torsk. Hos Fairbrothers går man dog som udgang efter den bedste fisk, som sæsonen måtte have at byde på.

Som tilbehør til Fish & Chips serverer Fairbrothers en hjemmelavet tartar sauce og de berømte mushy peas (ærtemos). Fun fact: For at lave mushy peas skal man bruge en særlig ærtesort kaldet Marrowfat Peas. Disse fås ikke nogle steder i Danmark, så køkkenet bestiller dem hjem i pallevis fra Heywood i Nordengland.

 

Baggrunden for den fantastiske Fish and Chips

Autentisk britisk Fish & Chips, lavet på klassiske opskrifter og metoder, er omdrejningspunktet for Fairbrothers univers, hvor store og små samles over et ærligt måltid og en røverhistorie eller to.

Universet er skabt i fællesskab imellem Steffen Herskind og Kelsi Fairbrother Svane. Steffen, der beskriver sig selv som livslang anglofil med hang til alt britisk, udtaler:

”Mange tror, at Fish & Chips er en simpel ret, som alle kan lave. Og det har de sådan set også ret i. Men vores klare tilgang er, at forskellen ligger i opmærksomhed på detaljen og viljen til at opretholde konstant grundighed i hver eneste servering. Vores loyalitet overfor de britiske traditioner og respekten for håndværket er afgørende for os. Vi laver for eksempel alt vores tilbehør fra bunden og torsken tilberedes i vores egen batter”.

Kelsi Fairbrother, der er født og opvokset i London og har lagt navn til køkkenet, er tidligere professionel håndboldspiller for blandt andre Team Esbjerg og Aalborg DH. Kelsis håndboldkarriere nåede toppen tilbage i 2012, da hun repræsenterede Storbritannien ved OL i London. Efterfølgende er Kelsi blevet dansk gift og har fået to drenge, Murphy på knap 3 år og George på 1,5. Kelsi siger:

”Lige siden jeg flyttede til Danmark har jeg savnet Fish & Chips, som jeg fik det hjemme i London. Jeg synes vi er lykkedes med at udvikle et køkken, som leverer et måltid, der lever fuldt op til de forventninger jeg selv har og den helt overvældende positive modtagelse vi har oplevet indtil videre bekræfter mig kun i den opfattelse. Udover maden går vi rigtig meget op i at skabe et team i vores køkken, som arbejder ud fra klassiske britiske dyder som hårdt arbejde, ydmyghed og en velkommende humor. Vi elsker gadekøkken-formatet, hvor vi kan være helt tæt på vores gæster”.

Inden opstarten i Esbjerg var Kelsi og Steffen på inspirationstur til Leeds i Nordengland. Her fik de mulighed for at arbejde tæt sammen med The Millers, som ejer ”National Fish & Chip shop of the year 2018”, der kåres blandt alle i hele Storbritannien og betragtes som det uofficielle verdensmesterskab.

Følg med på de sociale medier!

Fairbrothers Fish & Chips er meget aktive på de sociale medier. Find dem på Facebook og Instagram: @fairbrothersfishandchips.

Britisk Fish and Chips på få minutter!